torsdag den 22. august 2013

Touched for the very first time!

Selvom overskriften kunne lede tankerne i ganske andre retninger, så handler dette indlæg dog om de første erfaringer med nyt isenkram til bådfiskeriet.

Søg og find!
De sidste par sæsoner har fiskepladserne været fundet, genfundet og gennemsøgt med hjælp fra det utrættelige og pålidelige set-up, bestående af en Garmin GPSmap 421 og et Garmin ECO 550C. Med informationer fra GPS'en - i kombination med TOPO-Danmark som baggrund - har det været en smal sag at navigere rundt langs banker og skrænter. Med DualBeam-assistance fra ECO'en har mange fisk efterfølgende ladet sig afsløre, uanset om de har stået på dybt eller lavt vand. Alt i alt et fremragende makkerpar, som har virket upåklageligt. Den teknologiske udvikling har dog sidenhen taget et par raske skridt, og det blev derfor tid til at følge trop med en nyerhvervelse!

Det gamle makkerpar takker af efter tro tjeneste!
Nyerhvervelsen blev samtidig en fusion og afløseren er således et kombiinstrument, der i øvrigt lyder navnet Garmin 721xs. Selvom fusionen skal dele pladsen på 7" når både plotter og ekkolod vises på samme tid, så er det dog rørende nemt at skifte til fuldskærmsvisning for det ønskede modul og så er det pludseligt blevet nemt at følge med på skærmen - selv på lidt afstand!

Her er der zoomet godt ind på de nederste tre meter af vandsøjlen, hvor der er en god koncentration af byttefisk.
GPSmodulet er med sine 10 Hz i den grad blevet opgraderet og således bliver bådens fart, kurs og position opdateret hele 10 gange i sekundet. Tidligere hed opdateringsfrekvensen blot1 Hz. Det betyder nu, at båden blot skal flytte sig en anelse, før det afsløres på skærmen. Således kan afvigelser fra den ønskede position og kurs hurtigt korigeres.

3D visning, der er god til at give overblik. Når pladsen er fundet kan der med fordel skiftes til almindeligt navigationskort.
Ved ekkolodsmodulet er den klart mest afgørende forbedring muligheden for at anvende en såkaldt CHIRP-transducer. CHIRP udmærker sig ved at kunne lodde med adskillige frekvenser på samme tid, så informationer om bund, strukturer og ikke mindst fisk bliver aftegnet med en detaljeringsgrad, som ikke er set tidligere på lodder i samme prisklasse. I Praksis betyder det eksempelvis, at en stime byttefisk bliver aftegnet med individuelle ekkoer og ikke blot som én samlet koncentration. Større fisk afbilledes tilsvarende som ekstremt tydelige "bananformationer".

CHIRP-transduceren fylder lidt mere i landskabet end den konventionelle DUAL-beam transducer

Menusystemet betjenes vha. en multitouchskærm, hvilket ikke blot et tiltag, for at følge tidens trend for elektronisk udstyr. Denne facilitet kommer i særdeleshed til sin ret, når fokus skal rettes mod jiggens bevægelser på bunden eller når en sandart skal overlistes i frivandet. Med to fingre kan man således hurtigt zoome sig rigtig tæt ind på den del af vandsøjlen, der måtte kræve særlig opmærksomhed.
Simpel betjening som kendt fra Ipads og smartphones.
 Det nye setup har været med på vandet en håndfuld gange, men allerede nu er der ingen tvivl om, at det vil blive endnu mere komfortabelt at lede efter drømmesandarten. Video, mere fakta og detaljer er på vej...


Ingen kommentarer:

Send en kommentar